Black Power-salut ved OL i 1968: Hvad skete der?

18 november, 2019
De Olympiske Lege i 1968 i Mexico vil aldrig blive glemt fordi, blandt andre begivenheder, to afroamerikanske atleter lavede den berømte Black Power-salut. 
 

Alle udgaver af de Olympiske Lege har noget særligt eller unikt. Dog er den berømte Black Power-salut i 1968 noget, der vil blive husket for evigt. Hvad handlede det om? Det fortæller vi i denne artikel.

De Olympiske Lege i 1968 i Mexico og dens kontroverser

Før vi fortæller om Black Power-salut, er det værd at tale om andre problemer ved De Olympiske Lege i 1968. For det første var det svært at finde ordentlige faciliteter, da Mexico City ligger over 2000 m over havets overflade. 

Derudover tillod de ikke, at Sydafrika deltog, da de havde truet med at boykotte Legene. Forud for det havde IOC (International Olympic Committee) opfordret Sydafrika til at inkludere atleter af alle etniciteter på de deltagende hold. Men apartheidpolitikken i Sydafrika forbød det.

Og som om det ikke var nok, så var der i Mexico en meget anspændt atmosfære, da der var store studenterbevægelser. Denne gruppe af unge mennesker søgte en revolution og ville afsløre regeringen under Legene; endnu et boykotforsøg, der blev forhindret i tide.

Black Power-salut

Efter at have modstået adskillige forhindringer, indviede Mexico Sommerlegene d. 12. oktober i 1968. Fire dage senere var alle vidner til en fredfyldt protest, som ingen nogensinde vil glemme.

Det hele fandt sted ved atletikbanen – mere præcist efter 200 m-løbet. Verdensrekorder blev slået i konkurrencen, men det er ikke dét, folk husker.

På podiet var guld- og bronzevinderne Tommie Smith og John Carlos (sølvmedaljen gik til Peter Norman fra Australien). De to gav en salut som et tegn på sortes rettigheder i USA – den såkaldte Black Power-salut.

 

Begge atleter var af afroamerikansk baggrund. og imens den amerikanske nationalsang blev spillet, bøjede de deres hoveder, lukkede øjnene og løftede deres knyttede næver i vejret, der var iklædt sorte handsker. Det symboliserede deres races fattigdom.

OL-ringene

Derudover bar Smith et sort tørklæde, der repræsenterede stolthed over hans etnicitet. Imens bar Carlos en opknappet løbedragt i solidaritet med arbejderne i hans land samt en perlekæde. Med hans egne ord: “Det var for de mennesker, der blev dræbt, lynchet eller hængt, som ikke modtog en bøn“.

Selv den australske sølvvinder udtrykte sin sympati for den berømte Black Power-salut, og det var ham, der foreslog, at de to atleter delte Smiths sorte handsker, da Carlos havde glemt sine egne.

Billedet af denne Black Power-salut var på forsiderne af alle aviser i verden dagen efter konkurrencen. Men forud for dette blev atleterne buh’et af af tilskuerne. 

Smith kom efterfølgende med en udtalelse, der forklarede hans motiv: “Hvis jeg vinder, er jeg amerikaner, ikke en sort amerikaner. Men hvis jeg gør noget dårligt, så vil de kalde mig “neger”. Vi er sorte, og vi er stolte af at være sorte. Det sorte Amerika vil forstå, hvad vi gjorde i aften“.

 

Eftervirkningerne af den berømte Black Power-salut

Det var selvfølgelig ikke kun medierne, der var de eneste, der gav genlyd af begivenheden ved Legene. Præsidenten af IOC, Avery Brundage, fandt handlingen uacceptabel i sportens og den olympiske ånd.

Selvom han bad organisatørene om at diskvalificere Smith og Carlos fra de Olympiske Lege, blev det ikke efterfulgt. Og dermed fik de to atleter status som æresgæster.

De tre medaljevindere

På den anden side blev begge atleter voldsomt kritiseret i deres hjemland, og de blev udstødt på grund af deres Black Power-salut. De modtog endda dødstrusler. Det stoppede dem dog ikke: De fortsatte deres atletikkarrierer og gik efterfølgende ind i amerikansk fodbold. 

Afslutningsvis må vi ikke glemme at nævne australieren, Norman. Han modtog enorm bebrejdelse og kritik fra de Olympiske autoriteter, da han vendte hjem til Australien. Han blev nedgjort af de lokale medier, og han blev udstødt fra Legene i 1972. Efter en voldsom skade og amputering af hans højre ben røg han ind i en voldsom depression og et alkoholmisbrug. Da han døde af et hjerteanfald, bar Smith og Carlos hans kiste ved begravelsen.

 
  • Smith, M. M. (2011). The “revolt of the black athlete”: Tommie Smith and John Carlos’s 1968 black power salute reconsidered. In Myths and Milestones in the History of Sport. https://doi.org/10.1057/9780230320819